Hullet asfalt...
Bilens rumlen mod den ujævne asfalt, vidner om mangle på vedligehold!
- en påmindelse om at der spares på alle fronter, eller næsten alle...
- er der ikke nogen, der får lidt for meget?
Turen går fra Sjælland til Jylland - 3 timers kørsel i selskab med Passat'en,
og radioens traditionelle programmer, der mangler fornyelse, eller rettere, mangler også fornyelse...
- der mangle ikke huller i asfalten...
Det er sgu synd for min mor, 7 år er der gået på et plejehjem nu, 7 år med besparelser og hullet asfalt
- underbekvinding, desværre...
Desperat trykker mor på knappen, og efter lidt tid svarer en stemme fra højttaleren på væggen - hva' nu?
"Jeg skal på toilettet..."
"du må vente..."
Scene udspilles igen og igen - ventetiden er for lang...
For dårlig pleje, for dårlig mad, for dårlig alting... Er det det vi venter på?
- åhh Gud, lad mig slippe for at vente...
7 timer med tanker om det der kunne være bedre, 7 timer med hullet asfalt...
- kan man udnytte ventetiden...
Tager turen 12 gange om året, mindst, 12 gang i 7 år, mindst,
1000 kr pr. gang, 84.000,- kr. mindst, næsten samme antal sekunder som i et døgn...
- eller ca. der omkring - ak ja - Kim måtte vi sige farvel til - så meget danskhed forsvandt...
Flere huller i asfalten, farvel danskhed, farvel Danmark...
Velkommen til venteland ventelister og Venstre
- for-ventede vi virkelig det?
Men broen fik vi da, og bred motorvej - måske flere broen - og endnu bredere motorvej
- for ud og hjem det skal vi da, osse selv om asfalten er hullet...
Men hva med de gamle, og deres asfalt - burde vi ikke bygge bro til dem, eller bredere veje
- er det sådan vi takker vores forældre? er det sådan vi vil takkes - fejer vi blot foran vores egen vej...
Egoistiske egoister...
Nej nej, vi hjælper da - udsatte mennesker, tusindvis af kilometer væk, for de har da ingen asfalt, og det skal de da ha'
- vi har jo ikke brug for det herhjemme, vi kan nemlig godt køre på hullet asfalt...
I hvert fald lidt endnu...
Finder en CD frem fra tasken, Rage Against The Machines - vælger nr. 10
Wake Up...
The Matrix toner frem på den indre skærm, fuck hun så sgu godt ud...
Jeg skruen op indtil spejlet dirrer i forruden, og billedet af fortiden danser i bagspejlet...
Rytmen passet til hullet asfalt.... Wake Up for fanden da...
Køge... Ringsted... Slagelse... Storebælt... Odense... halvvejs...
Tør man fortsætte?
Fortolkning
Teksten bevæger sig mellem det konkrete og det symbolske.
Den ujævne asfalt bliver et gennemgående billede på noget større. Noget, der ikke bliver vedligeholdt, som det burde. Ikke kun vejene, men også de systemer og mennesker, der burde passes på.
Rejsen fra Sjælland til Jylland bliver samtidig en indre rejse. En strøm af tanker, hvor frustration, sorg og undren blander sig. Det er ikke kun hullerne i vejen, der mærkes – det er hullerne i omsorgen.
Plejehjemmet træder frem som et centralt punkt. Her bliver ventetiden konkret.
At skulle vente på hjælp til noget så basalt som at komme på toilettet bliver et billede på værdighed, der langsomt slides ned.
Teksten stiller spørgsmål uden at give svar:
Hvordan prioriterer vi som samfund?
Hvad vælger vi at investere i – og hvad lader vi forfalde?
Der opstår en kontrast mellem det nære og det fjerne.
Vi hjælper langt væk, men overser måske det, der er tæt på.
Vi bygger broer og udvider veje, men måske mangler vi at bygge forbindelser dér, hvor det virkelig betyder noget.
Gentagelserne understøtter følelsen af rutine og afmagt.
Turen gentages. Ventetiden gentages. Problemerne gentages.
Musikken bliver et brud. Et forsøg på at vække noget.
En energi, der står i kontrast til passiviteten.
Teksten ender åbent:
“Tør man fortsætte?”
Det spørgsmål står tilbage – ikke kun om køreturen, men om retningen.
Om vi som mennesker og samfund tør fortsætte som vi gør, eller om noget må ændres.
Kort sagt
En stærk refleksion over prioriteringer, værdighed og ansvar.
Om hvad der sker, når vi lader det nære forfalde, mens vi retter blikket andre steder hen.
Og en stille – men tydelig – opfordring til at vågne.
